Halløj igen!

Nu der gået tre dag af min anden sidste uge og tiden flyver bare!
Lige pludselig virker det som om der ikke er tid nok til at nå alt det jeg skal inden jeg skal hjem og jeg må indrømme at jeg begynder at mærke et tidspres på både det personlige og faglige plan.
Presset fra alt det jeg føler jeg skal nå, samt deltage i inden jeg tager hjem er næsten så stort at jeg ikke får slappet af, så det har jeg besluttet at gøre i aften, for trætheden er overvældende!

Der er nye indtryk alle vegne og hele tiden noget jeg skal forholde mig til – ikke kun i praktikken men også når jeg har fri.
Jeg er en person hvor der normalt er meget ro omkring mig og jeg plejer ikke at fylde min hverdag med voldsomt mange ting, så for første gang i mit liv oplever jeg hvordan det er at have rigtig meget fart på, både i praktikken og hjemme på kollegiet. Jeg ser en masse mennesker, stifter nye bekendtskaber og jeg nyder at have sådan en oplevelse – selvom det kræver virkelig meget energi!

Mandag var en stille og rolig dag, hvor jeg fik lidt undervisning i/blev fortalt hvordan de anvender de ergoterapeutiske redskaber i praksis. Her anvender de den canadiske referenceramme. Deres anvendelse af referencerne foregår mest i hovedet og i deres journal system skal det de oplever med patienterne skrives i et sprog så alle kan forstå det – der anvendes derfor ikke ergoterapeutiske termer. Men alligevel er der nogle bestemte koder de bruger når patienterne/borgerne skal registreres efter de har været i caféen eller på tur med kultur gruppen og disse koder er skrevet i et sprog, som jeg tænker at alle ikke altid umiddelbart forstår – så det hænger ikke rigtig sammen.

Sidst på dagen havde min vejleder en aftale med en borger, som jeg fik lov til at være med til – jeg var også med i sidste uge. I sidste uge stillede min vejleder spørgsmål til borgeren på dansk og borger svarede så tilbage på færøsk. I mandags startede borger med at svare på færøsk, men på et tidspunkt tav hun og så spurgte hun mig om jeg forstod hvad de snakkede om. Hertil svarede jeg at jeg forstod en lille smule, men ikke meget og under den sidste del af samtalen svarede hun på dansk. Det synes jeg var virkelig godt, især fordi de fleste psykiatriske borgere finder det svært at udtrykke sig og her på Færøerne er det en yderligere barriere hvis de skal finde ordene på dansk – så det var bare super fedt!

Tirsdag var en generelt bare en dag der var fyldt godt op!
I praktikken havde jeg lavet en aftale med en ergoterapeut fra noget der hedder Fountain House.
Det er et projekt som blev startet op 1 april sidste år og hjemme i Danmark er der også flere steder der er etableret Fountain House. Stedet går ud på at de borgere der kommer der skal aktiveres og motiveres til at udfører nogle opgaver i husene Fountain House er etableret i. Man kan ikke komme der og være passiv, alle skal være deltagende og give en hånd med – hvis ikke borgerne eller medlemmerne som de kaldes gør det – så ser huset også ud derefter.
Det er et 3 årigt projekt, men det ser ud til at det kommer til at fortsætte og blive en fast del af Færøerne fordi der er så meget opbakning til det.
Jeg synes det er et helt vildt spændende koncept, fordi det giver mennesker der oplever en svær tid i sit liv, muligheden for at komme et sted og lave ting der betyder noget for dem og dermed give indhold til deres hverdag og få støtte fra tre ergoterapeuter. Arbejdsopgaverne bliver tilpasset dem og dem der ønsker det kan blive klar til at komme ud på arbejdsmarkedet igen eller begynde på en uddannelse.
I dette koncept ser jeg ergoterapien komme ud i alle hjørner og det er et sted hvor folk kan komme ind fra gaden – alle der oplever at have det svært er velkommen!
Vanvittig spændende og et sted hvor jeg godt kunne se mig selv arbejde en eller anden dag :)

Da jeg kom tilbage til ergoterapien skulle jeg efter frokost efter være med i Fysisk aktiv kultur gruppe. Den tirsdag var planen at vi skulle gå ned til byen hvor vi holdt en pause ved Kaffihusið. Vejret var helt fantastisk i går og vi sad uden for og nød solen. På vej tilbage til sygehuset gik vi forbi Smiðjan i Lítluvík, der er et hus alle kan leje og heri udstille hvad man vil. I går da vi var der, var der en masse malerier som blev udstillet - super flotte billeder der er malet af en dansk kvinde, som vidst nok er uddannet fysioterapeut og som har boet her på Færøerne i mange år.

Da jeg igen var kommet tilbage til ergoterapien, havde jeg en snak med den ledende ergoterapeut fordi jeg havde nogle spørgsmål til det han havde fortalt mig om i den første uge.
Jeg spurgte ind til om de har anvendt nogle innovative og iværksættende strategier på stedet, hvilke behandlingstilbud det er de har og hvordan de udvikler sig ergoterapeutisk så de følger med den nyeste viden.

Efter praktikken skulle jeg ned til byen – for tredje gang den dag, da jeg skulle ned på Kaffihusið med de tre piger jeg var ude og vandre med. Jeg fik en Italian soda og en fantastisk god chokoladekage!
Vi sad uden for og nød den dejlige sol, som jeg desværre ikke har oplevet så ofte i mens jeg har været her oppe. Dem jeg snakker med heroppe siger også at jeg virkelig har fået lov til at opleve et enormt dårlig vejr og at det plejer at være meget bedre i maj måned – så det jo typisk og jeg giver den globale opvarmning skylden ;)
De to piger som læser sundhed og ernæring havde lavet aftensmad, så det var super lækkert og hyggeligt.
Jeg må sige at jeg var ret træt da jeg endelig landede på mit værelse, men det havde bare været en rigtig god dag :)

Onsdag stod dagen på morgenmøde på den åbne afdeling. Morgenmødet var lidt anderledes idet en af fysioterapeuterne kom forbi og lavede nogle aktive øvelser, hvor hele kroppen blev arbejdet igennem.

Efter morgenmødet var jeg med til konference på den lukkede afdeling. Da de fik at vide jeg var studerende fra Danmark, slog de automatisk over i dansk, så det var rart at være med til en konference hvor man kunne forstå det hele.
Inden frokost havde jeg fået en aftale i stand med udviklingsteamet der sidder på Landssygehuset, så dem fik jeg en snak med. Jeg blev fortalt om den danske kvalitetsmodel og hvordan de er i gang med at indfører den her på Færøerne. De arbejder på at alle tre sygehuse der er her på Færøerne er blevet akkrediteret i 2016.
Hun fortalte mig om et kvalitetsteam som sidder og arbejder med Sikker Psykiatri og sagde at det måske havde været mere relevant for mig at snakke med dem. Så jeg tror lige jeg skal se om jeg kan nå at lave en aftale med dem inden jeg tager hjem.
Dog fik jeg stadig noget ud af at høre om den danske kvalitetsmodel, da jeg kæmper en del med at forstå hvad den lige går ud på – så jo flere gange jo bedre ;)

Efter frokost brugte jeg tiden på at læse og forberede mig til den undervisning jeg skal lave for ergoterapeuterne i næste uge. Meget af tiden blev også brugt på at finde ud af hvilket emne jeg skal undervise i – det er ikke helt nemt ;)

____________________________________________________________________________

Som et lille slutnotat må jeg sige at jeg småt er begyndt at føle mig tilpas i psykiatrien.
Inden jeg startede i denne praktik og den første tid i praktikken var jeg skrækslagende, fordi man altid hører en masse negativt om mennesker der har en psykisk lidelse og mit billede af hvordan det er på en psykiatrisk afdeling var skræmmende.
Men i min tid her, er jeg begyndt at forstå og lære at disse mennesker er lige som alle andre – de lever bare med nogle ting der gør det svært for dem at leve lige som jeg. Vi kan alle opleve at være triste, kede af det, anspændt, have dårlige tanker og være angst, men nogen mennesker er bare mere disponeret for at udvikle depression og angst lidelser end andre og dem skal vi hjælpe til at få det bedre. Vi skal acceptere dem og anerkende dem, vi skal lytte og huske at de ikke er anderledes – vi er alle ens.
Som min kliniske vejleder sagde; de er ikke deres psykiske lidelse, de er mennesker der har og lever med en psykisk lidelse. Du er ikke skizofren – du er en person som HAR skizofreni!

Denne del af et resume fra en artikel jeg har fundet, beskriver meget godt hvordan min opfattelse var inden min praktik i psykiatrien;
"De, som har en psykisk lidelse, og deres pårørende oplever sig diskriminerede og forventer at blive det. De pågældende anses for at være uforudsigelige og farlige, og mange ønsker ikke at arbejde sammen med dem eller omgås dem socialt. De samme opfattelser næres af selv sundheds- og socialarbejdere. Myten om farlighed har antaget urimelige dimensioner, og medierne bidrager hertil ved helt overvejende at fremstille mennesker, som har en psykisk sygdom, som værende voldelige"

Dette har jeg fået afkræftet i de sidste tre uger.
Jeg har mødt nogle helt fantastiske mennesker som bare har det rigtig svært og som oplever at de ikke kan sætte ord på hvorfor de har det som de har.
De oplevelser jeg har fået har ændret min opfattelse af det psykiatriske område og det så fedt at lært noget nyt og mærke hvordan mit syn har ændret sig på bare tre uger! 

~

Maria